For meget af det gode kan være af det onde.


En af vinhandlerens arbejdsopgaver, udover at sælge vin, er at smage på en masse forskellig vin. Herunder en del af konkurrenternes vin. Og det er ikke altid en fornøjelse hvilket jeg vil fortælle lidt om nu. Grunden til at jeg finder det umagen værd at kommentere en "dårlig" vin er, at det er p.g.a. lagringsmåden at vinen er faldet uheldig ud. Sagen er nemlig den at vinen er blevet "ødelagt" af alt for megen lagring på egetræsfade. I en tid med megen fokus på vin er egetræslagring blevet et markedsføringsnummer. Mange har en opfattelse af at lagring på egefade er det samme som at vinen bliver endnu mere fantastisk. Men faktum er at egefadslagring kun er et hjælpemiddel til at opnå god vin og ikke en redningsplanke. Den omtalte vin, der for mig til at reagerer, er en såkaldt "supertoscaner" fra et af de store firmaer i Toscana, og forhandlet af en af de store supermarkedskæder. På bagetiketten reklameres der flot med at vinen har lagret 24 måneder på egefade. Og det er i omtalte tilfælde ca. 12 måneder for meget. Efter min opfattelse. Vinen er tør som Saharas ørken og smager så meget af træ at den naturlige frugtsødme er helt væk. Garvesyren fra egetræet er så markant at resten af frugtsmagen er fuldstændig overdøvet, og den føles så sur at man føler sig rigtig groft snydt ved at have betalt 99,- kr. Endda på tilbud. Moralen i denne lille historie er, at for meget af det gode nogle gange går hen og bliver af det onde. Den slags vin bliver aldrig solgt i Alliance Vin. På spejderære.


© 2000 Alliance Vin